Kraftigt stigende kølemiddelpriser

Vi har i de seneste år, og specielt siden 2015, set en kraftig stigning i priserne på HFC kølemidler. Især på produktet R404A som er et høt placeretj GWP kølemiddel og benyttes i stort set alle temperatur- og klimaskabe fra før 2017, er over de seneste år steget med flere hundrede procent. Det har affødt nedenstående skrivelse fra AKB som er vores brancheforening:

Mange har noteret sig de kraftige prisstigninger, der p.t. sker på HFC-kølemidler, og flere AKB-medlemmer har skullet lægge ryg til disse stigninger over for kunderne. I EU's F-gas Forordning 517/2014 er angivet, at "Med henblik på gradvis at reducere mængden af hydrofluorcarboner, der kan markedsføres i Unionen, bør Kommissionen tildele markedsføringskvoter til individuelle producenter og importører på en sådan måde, at den samlede kvantitative begrænsning for markedsføringen af hydrofluorcarboner ikke overskrides."

Denne reduktion er i forordningens bilag V omsat til, at i forhold til år 2015 skal den maksimale mængde hydroflourcarboner, der skal markedsføres i f.eks. år 2021 - være på 45% og i år 2030 på 21% - altså en femtedel af mængden i år 2015. Og vi er her i 2017 i fuld gang med nedsat omsætning og deraf følgende prisstigninger. Reduktionen af kølemiddel styres efter, hvor højt GWP-tal (Global Warming Potential) eller CO₂-ækvivalenter det enkelte kølemiddel repræsenterer. F.eks. har R404A en GWP på 3922 og da der altså kun bliver produceret, importeret og omsat en stadigt mindre %-del GWP, vil denne forskel alt andet lige medføre, at R404A bør være godt 270% dyrere.

Og forskellen mellem rigtig lav-GWP og rigtig høj-GWP kølemidler vil på langt sigt blive meget større - måske 10 gange eller mere! - fordi GWP-markedet reguleres af EU - en regulering, der medfører mindre udbud og højere priser med henblik på at mindske efterspørgslen og forbruget. Og alt sammen fordi F-gasser er klimagasser, der øger drivhuseffekten og dermed medfører uønskede klimaforandringer. Prisstigningerne på kølemidler har altså fornuftige og forklarlige årsager og virkninger, der ikke kan tilskrives dit Autoriserede Køle- & varmepumpefirma, men klimaforandringerne.

Kilde AKB

Hvad kan du som ejer/bruger gøre for at minimere tab af de dyre dråber

  • Hold nøje øje med dit køleanlæg, få udskiftet slidte komponenter
  • Få foretaget foreskrevne eftersyn.
  • Overvej at skifte ældre og potentielle utætte anlæg ud med nye og med et andet end højt GWP kølemiddel.
  • Tag en snak med os om det kan lade sig gøre at konvertere køleanlægget til et kølemiddel med lavere GWP.
  • Ved nye anlæg vær kritisk i forhold til hvilket kølemiddel der tilbydes, typisk er anlæg billigere med lav GWP kølemiddel.

Hvad gør vi her og nu?

Vores producenter af temperatur- og klimaskabe har allerede skiftet til et erstatnings kølemiddel med lavere GWP især  i forhold til R404A. Nye temperatur- og klimaskabe produceret i 2017 og senere, leveres med lav GWP kølemiddel R452A og hvis det er muligt i applikationen, med naturligt kølemidde som Co2 for kølesystemer ned til -48°C. Producenterne holder konstant øje med udviklingen på området. Derudover: har vi instrueret vores montører,i at intet anlæg må efterlades uden sikkerhed for at det er tæt, og vil indfører løbende yderligere indskærpelser omkring tæthedsprøvning og læksøgning.

Der vil utvivlsomt komme yderligere stigninger i prisen og leverings knaphed på HFC kølemidler i fremtiden, som kunderne skal forholde sig til. Vi vil til enhver tid være behjælpelige med at finde løsninger der sikrer vores kunders temperatur- og klimaskabe fortsatte drift, det kan eksempelvis være en ombygning til R452A. Typisk vil løsningerne være dyrere i første gangs investeringen, men billigere i drift og vedligehold.

Opdatering 12/9-2017: Høj GWP kølemidlerne som R404A og R507 er udsat for endnu en prisstigning, det samme er R410A, R134A og R407C. Vi kan kun opfordre til, at der holdes øje med anlæggene og læktest intensiveres.

Opdatering 13/11-2017: Priserne er endnu en gang hævet fra producenter og leverandører, R410A er udsat for en stigning på 28 % de øvrige med 7-11 %. Som tidligere kan vi kun opfordre til at holde øje med anlæg og læktest. Anlæg under 10 kg fyldning vil ofte med fordel kunne konverteres til R452A.

Opdatering 12/12-2017: Så fik priserne endnu et nøk opad med op til 15-25 % for de gængse kølemidler, høj GWP som R507 og især R23 fik op til 100 % prisstigning. I øjeblikket ligner det månedlige stigninger i øjeblikket.

Opdatering 9/1-2018: Lige nu ser det ud til at priserne har stabiliseret sig for en tid, men vi kan fortsat kun opfordre til at have vågent øje på køleanlæggene. Har du R404A under 10 Kg i dit temperatur- eller klimaskabe, kan de fleste konverteres til eksempelvis R449 eller R452A som er lavere GWP Kølemidler, og derved lavere afgift og pris.

Opdatering 3/5-2018: Ifølge seneste oplysninger er kølemiddel R404A nu steget med op til 1100 % indenfor det seneste år, og ser ud til at fortsat stige.

Opdatering 24/10-2018: En efterårs opdatering omkring HFC kølemiddel pris udviklingen; kølemiddel R404A ser ud til at have stabiliseret sig men overvej om det kan være en løsning, at konvertere R404A anlæg, ved fyldningstab på mere end halvdelen af kølemiddelfyldningen.

Opdatering 18/2-2019: Kort vinter opdatering 2019, tendensen med stabilisering i priserne ser fortsat ud til at holde.